Efterår

misswilms efterår

Udskiftning af garderobe

Så er efteråret her endelig! Det lyder måske underligt, at det er noget jeg har glædet mig til, men jeg elsker simpelthen efterårets mode. Jeg kan meget bedre lide, at have et par fede bukser på og nogle støvler og en dejlig jakke end for eksempel kjoler. For mig er efterår også en rigtig god undskyldning for at tage ud og shoppe en masse nyt tøj, jakker og nye sko. For hvem har ikke brug for nogle nye sneakers, støvler og en vinterjakke? Det har alle da!

Nye sneakers

Da efteråret officielt starter i september, kan der godt være en smule lunt nogle dage og for varmt til støvler. Her er sneakers helt perfekte for mig, og derfor har jeg lige købt to nye par fra Adidas – et par Ultra Boost i sort/grå med hvid sål og så et par NMD R1 i grå med hvid sål og en lyserød detalje – også på sålen. Det fede ved sneakers er at de går til næsten alt tøj og så er de vildt behagelige at have på og at gå i – og slår derfor aldrig fejl! Og så kan de jo også godt bruges i løbet af foråret og sommeren – så det er bare lækkert!

Nye støvler

Når det bliver lidt koldere, kan det være ret lækkert med støvler da de er lidt varmere – og så er støvler også bare fede! Det her efterår er det for mit vedkommende blevet til to par nye støvler: Et par (næsten) flade ruskindsstøvler fra Toga Pulla med de karakteristiske sølvspænder som har været i kollektionen to år i træk nu. De er super behagelige at have på og dermed også ret praktiske.

Det andet par støvler jeg har købt mig er et par fra Christian Louboutin i sort ruskind og med 14 centimeter hæl. Okay, indrømmet – de er skide upraktiske, men så overdrevet flotte. Jeg elsker den karakteristiske, røde sål og det helt enkle design som på sin helt egen måde er noget af det mest elegante jeg længe har set. Jeg er sikker på, at de nok skal gøre det godt i frost og snevejr, haha.

Ny vinterjakke

maria wilms

Det sidste sådan rigtig essentielle er en ny vinterjakke, og det har jeg naturligvis også anskaffet mig. Dette år blev det en sort parka frakke med sølvræv på ærmer, og så i hætten og ned langs lynlåsen på begge sider af åbningen. Den er simpelthen så fin, og vildt lækker at have på. Den er ret varm, så det er endnu lidt for tidligt til den – men jeg kan glæde mig til om et par måneder, hvor det er blevet koldt nok til at kunne have den på. Designeren bag jakken er faktisk en af mine gamle veninder, som er startet op som selvstændig og laver super fede produkter med lækker pels. Så ud over at have fået den fedeste vinterjakke, har jeg samtidig støttet en venindes forretning – så det  er jo bare win-win!

Det var lidt om mit syn på efterår – eller rettere moden hertil. Jeg håber i er blevet inspireret, og vil læse med næste gang jeg skriver et indlæg.

– Maria