Retro indretning med brunt læder

laedersofa-stue

Hey folkens, og velkommen til det første opslag på min nye blog!

I dag har jeg tænkt mig at skrive lidt om indretning, og et af de elementer jeg bedst kan lide, når det kommer til at skabe en lidt retro stemning derhjemme – nemlig brunt læder.

Brunt læder er nok egentligt sådan lidt gammelmands-agtigt, i den forstand, at det jeg hovedsageligt forbinder det med mine bedsteforældres hus. De havde altid store gamle sofaer i brunt læder, som de havde haft i gud ved hvor mange år. De dufter helt specielt af den der kendte læderduft, og har altid her den glatte, kolde overflade, der varmes op, efter man har siddet der lidt.

Da jeg var mindre, var jeg ikke fan af at sætte mig i de kolde læderhynder, men nu minder de mig om barndom, og så kan jeg ikke stå for de mange retro designs, man kan finde.

Chesterfield

En klassiker er jo de gamle Chesterfield møbler, med deres ikoniske dybe knapper og arm- og ryglæn i samme højde. Denne typer møbler, kender de fleste nok, fra de stereotype herrekontorer i gamle film, hvor der bliver røget store cigarer og drukket whisky. Typisk er de beklægt i en meget mørk læder, og man kan næsten lugte cigar- og whiskyduften, der hænger i sofaen.

En sjov detalje med Chesterfield møbler er, at det i gamle dage kun var rige folk der havde råd til disse flotte møbler, og de ville derfor gerne vise dem frem til deres (jaloux) gæster. Men samtidigt, ville de jo ikke have, at de sad i de dyre møbler. Derfor blev de designet med dybe knapper, så ryg- og armlænet var helt hårdt, og ikke særligt behageligt at sidde i. I dag, polstrer man dog ikke lige så hårdt mellem knapperne, så møblerne er faktisk helt lækre at sidde i.

chesterfield sofa brunt laeder

De store læderflydere

Chesterfield designet er uden tvivl det mest kendte design af lædersofaer, men der findes stadig masser af flotte brune lædersofaer! Jeg er især fan af de store flydere, med bløde puder man bare kan ligge og dase i med en god bog. Disse sofaer er dog ofte lidt nussede at se på, fordi læderet ofte rynker og ”bøjer”, hvilket ikke er særligt pænt.

Derfor er udfordringen altid, at finde en lækker blød sofa, der ikke ser for nusset og slidt ud. Så kan du både ligge godt og se TV, samtidig med at du kan vise den stolt frem, når du får gæster.

Den sofa jeg har nu, er en af disse ”enhjørninger”, der både er god at ligge i, og ikke ser nusset ud. Jeg har nemlig arvet den fra mine bedsteforældres hus.

Da jeg lige fik den, så den lidt slidt ud, fordi mine bedsteforældre ikke havde haft overskud til at pleje den i flere år. Derfor tog jeg den under kærlig behandling, som det første, da jeg fik den, og fik sat den helt i stand. Den kom simpelthen til at skinne, som fra ny!

Her er hvad jeg gjorde:

Da sofaen er lavet af korrigeret dækfarvet læder, er læderet naturligt modstandsdygtigt og hårdført. Derfor er det nemt at få liv i igen, og få fjernet de værste patina-pletter.

  • Først brugte jeg en skumblanding af sæbespåner og vand, til at tørre sofaen godt af med.
  • Efter det tørrede ind, tørrede jeg eventuelle rester af med en blød bomuldsklud.
  • Derefter duppede jeg alle større ridser og skrammer, sofaen havde fået gennem tiden, med en læderdækfarve. Her er det vigtigt at vælge den samme farve, som din sofa har i forvejen.
  • Til sidst smurte jeg et tyndt lag af læderdækfarve på hele sofaen, og lød det tørre ind, inden jeg til sidst tørrede det af med en blød bomuldsklud.

… og vupti – så havde jeg en nærmest ny sofa i lækkert brunt læder, jeg kan ligge og flyde i om søndagen!

Tak fordi i læste med. Jeg lover at der snart kommer et nyt indlæg på bloggen!

-Maria